“Store Kongensgade 23” – forfattermøde med Søren Ulrik Thomsen. Onsdag d. 11. maj 2022 kl. 19 i Forsamlingslokalet bag Caféen i Moena Mønshallerne

Store Kongensgade 23” er den seneste udgivelse (fra 2021) i digteren og essayisten Søren Ulrik Thomsens lange, righoldige og prisbelønnede forfatterskab, som blandt rummer titler som ”Det værste og det bedste” og ”Rystet spejl” samt en lang række essays, som alle er samlet i ”Samlede Thomsen” fra 2021.
Han er medlem af Det Danske Akademi. Optræder med poesi- & musikgruppen Det Glemte Kvarter.

I dette foredrag tager Søren Ulrik Thomsen os med ind i erindringen med udgangspunkt i sin bog ”Store Kongensgade 23”. Et reflekterende erindringsessay fuldt af minder om hans pubertet og moderens depression og langvarige ophold på sindssygehospitaler, om klasselærer Bodil, morfar Henning og skønne Jane fra Sølvgade Skole, men også af tanker om, hvorfor man skriver, om frygten for alderdommens rædsler, om efteråret, hvor alting på én gang flammer op og dør ud.
Om en lejlighed i Store Kongensgade 23, hvor forfatteren kun boede et enkelt år, men alligevel er stedet, hvorfra fremtiden altid vil udstråle.

Der er mulighed for at indlede aftenen med besøg i Caféen, som er åben inden arrangementet