Kom og hør Solvej Balle fortælle den 12. april 2023 kl. 19 på Møn Bibliotek

En af Danmarks mest originale forfattere, Solvej Balle, lægger vejen forbi Stege den 12. april. Solvej Balle vil fortælle om sit værk, »Om udregning af rumfang«, som er planlagt i syv bind. Hun har skrevet de første fire. Bøgernes hovedperson er Tara, som oplever pludselig at være fanget i den 18. november. Hver morgen, når hun vågner op, er det den 18. november, og mens hendes mand, Thomas tror, at han vågner til en almindelig 18. november og venter Tara hjem den 19., ved Tara, at den 18. november for hende gentager sig igen og igen. Og igen.

I løbet af de hidtil udkomne, første fire bind, møder Tara flere og flere andre, som ligesom hun selv, er fanget i den 18. november, og vi følger et voksende persongalleris påfund og krumspring for at fylde den tid ud, som er gået i stå: Rejser rundt til verdens årstider, forsøg på dyrkning af køkkenhaver, endda forsøg på at få et barn, som ikke er forsvundet igen, når den samme 18. november endnu en gang oprinder. Alt sammen for at slippe igennem – og i det mindste variere – den 18. november.

Alt det vil Solvej Balle komme og fortælle om.

Hun debuterede i 1986 med romanen »Lyrefugl«, og har siden blandt andet skrevet to kortprosabøger og »Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket.«

Solvej Balle bor i dag på Ærø, og der har været stilhed omkring hende i en del år. Nu kommer det for en dag, hvad hun har brugt tiden til: et værk på hele syv bind, hvoraf de fire første som nævnt er udkommet. Desuden har hun oprettet sit eget forlag, Pelagraf, som nu udgiver hendes bøger

Solvej Balle har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab, senest Nordisk Råds litteraturpris i 2022. Hun er modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, siden 2009.

Arr. Litteraturselskabet Nordbrandt. Billetter kan bestilles hos Bog & Ide i Stege. Pris 150 kr. Tlf: 55815333.E-mail: 7750@bogpost.dk

Solvej Balle. Foto: Asmus Lewis