EJERSBO – Den sidste rejse, film og foredrag

Onsdag d. 10. februar 2016, kl. 19:00 i Bio Stege, Storegade.

JAKOB EJERSBO var en af Danmarks vildeste forfattere, han skrev med sin ’beskidte realisme’ om unge mennesker der mistede fodfæstet, og deres forældre der ikke fattede en skid. I 2003 fik han De Gyldne Laurbær for sin første roman NORDKRAFT. Til sidst skrev han med døden i hælene for at nå at skrive Afrika-trilogien, “Eksil”, “Revolution” og “Liberty”.  Han døde i 2008, 40 år gammel. Forlagsredaktør Johannes Riis fra Gyldendal færdiggjorde trilogien, som blev udsendt i 2009.

Filmens instruktør CHRISTIAN HOLTEN BONKE har rejst og researchet i Afrika og i Europa som forberedelse til filmen sammen med RUNE SKYUM-NIELSEN.
To mænd har en mission. De skal bestige Kilimanjaro. Afrikas højeste bjerg. Men det er kun den ydre bevæggrund. Den egentlige mission er en indre rejse, hvor de skal opfylde et ønske fra Jakob Ejersbo. De to mænd skal sprede hans aske fra Kilimanjaro, så den kan svæve og hvile i det land, forfatteren elskede.
Christian Holten Bonke har filmet rejsen mod bjergets tinde, hvor Jakob Ejersbos nære venner Morten Alsinger og Christian Kirk Muff skal bestige det i både direkte og overført betydning enorme og imponerende bjerg. Med på det lille filmhold er også journalisterne Knud Brix og Rune Skyum-Nielsen, der var konsulent på filmen.

Gennem interviews med mennesker, der stod Jakob Ejersbo nær, tegner filmen tillige et portræt af den både meget synlige og sky, nærværende og flygtige forfatter.

 

En trailer kan ses her: www.doxbio.dk/movie-archive/ejersbo/

Arrangementet er i samarbejde med Biografen Stege og Filmfabrikken.

Billetter. Pris 130 kr. Unge under 25 år ½ pris

Biografen Stege www.biostege.dk. Resterende billetter sælges ved indgangen.

EJERSBO 2_Still-400x225